REFLEKSION
Gæstfrihed knytter bånd
Bibelen som en kilde til inspiration
Dette Europa er vokset også takket være kristen-dommens inspi¬rerende kræfter. I løbet af århundrene har kristne vist en varieret og intensiv gæstfrihed. Hvordan den kristne gæstfrihed har været med til at opbygge Europa, vil vi finde modellen for i Bibelen.
Dette Europa er vokset også takket være kristen-dommens inspi¬rerende kræfter. I løbet af århundrene har kristne vist en varieret og intensiv gæstfrihed. Hvordan den kristne gæstfrihed har været med til at opbygge Europa, vil vi finde modellen for i Bibelen.
I Jesu Glade Budskab bliver denne identificering af Gud med en fremmed brugt som den dybe inspiration til at modtage en gæst. Sådan lyder det som barmhjertighedens gerninger. (Mt. 25:35): “Thi… jeg var fremmed, og I tog jer af mig”. Det er Gud selv der kommer hos dig (banker på) og som også vil holde regning med dette barmhjertige arbejde på dommedagen.
Der er også billedet af Jesus hos Martha og Maria (Lk. 10:38 42), der i prædiken ofte bliver tolket som en opfordring til at modtage sin gæst rigtigt godt, det vil sige være helt optaget af gæstens person og ikke fortabe sig i alle mulige underordnede ting.
Apostelen Paulus priser gæstfriheden op til flere gange, især for lederne (Rom. 12:13; 1 Tim. 3:2; 1 Tim. 5:10; Tit.1:7 8). Også Peter (1 Pet. 4:9) opfordrer sit publikum til at vise gæstfrihed… uden at knurre. Og brevet til Hebræerne (13:2) tager åbenbart Abraham op igen: “Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle som gæster”.
Glæder sig over initiativer i Antwerpens og Europa
Denne højtpriste egenskab er så også en kærlighedens handling overfor sin næste som dem der har fulgt Kristus, virkelig har udført. Ved siden af gæstfriheden i hjemmet har kristne oprettet flere institutioner for at udbygge denne sociale tjeneste.
Mod slutningen af det Romerske Rige, var der allerede her og der kristne institutioner hvor man plejede og gav husly til fremmede og fattige, som dér var virkelige gæster. ‘Hôtel Dieu’ (det betyder ‘hotel for Gud’) i Paris kan faktisk dateres tilbage til det 7de århundrede. På Balkan taler man om et xenodochium som typisk hus for fremmede.
Det er især Benediktinerne der i den tidlige Middelalder gav et stort bedrag til fremme af hospitaler for fremmede. Deres “regel” (ca. 540) befaler dem at byde hver en gæst velkommen som var det Kristus. Derfor fik deres klostre en afdeling for gæster eller ‘hospital’.
Et hovedstykke for sig er de store pilgrimsruter først og fremmest den til Skt.Jakob af Compostela i Nord Spanien, hvor en hel kæde af caritative gæstehuse blev oprettet for pilgrimme. De blev bestyret af klostre, ex pilgrimme eller andre private personer. I det 15de århundrede var der også i Antwerpen, som på så mange andre steder på Compostela ruten fra Nord Europa til Paris, et pilgrimshus med kapel uden for byporten. Det er dette kapel der var begyndelsen til den meget monumentale Skt.Jakobs kirke. Siden det 16de århundrede har huset ligget i Prinsesstraat.
I mange rejsebeskrivelser af pilgrimmes rejser til Compostela er der historier om gæstfrihed. En gang kom en kvinde hen til Jan van Doornik og hans kammerat Willem med en frisk æggekage: med sådan en venlig gestus smager maden jo altid bedre.
Men gæstfrihed bliver også brugt for at lave business og for at få fat i penge på en snu måde. Den berømte legende om Skt.Jakob der i Toulouse redder en mand som bliver hængt og er uskyldig og hvor den forbryder af en krovært bliver dømt til doden, betoner, at en rigtig kristen skal sætte sig imod enhver form af bedrageri imod fremmede.
Flere hellige som Skt.Julianus (‘Hospitator’) og Skt.Gertrud af Nijvel (begge: det 7de århundrede) bliver skytshelgener for hospitaler fordi de selv var så gæstfrie. Således kender vi i Antwerpen et “Sint- Julianusgasthuis”.
Da korstogene fandt sted blev der oprettet hospitalsridderordener, som Ordnen af Skt.Jan af Jerusalem (det er Maltezer Ordenen) (ca.1040) og den Tyske Orden (1190), oprettet for at hjælpe og beskærme pilgrimmene imod muslimske fjender.
Mere fredelige er sankt bernardshundene der, som de to svejtsiske alpepas blev kaldt op efter Skt.Bernardus af Menton som stiftede et kloster der i 962. Munkene så det som deres pligt, ved hjælp af deres hunde, at finde de rejsende der var faret vild eller begravet under sneen. De reddedes taknemmelighed var ikke lille og munkene får gaver fra hele Europa.
Fra det 13de århundrede udvikler disse steder i byerne sig til moderne ‘hospitaler’ hvor man tager sig af folk fra ens egen by, som stadigt havde behov for at komme på hospital.
Gæstfrihed: en varm værdi, uvurderlige…
